Af Kim Scholer – med forfatterens tilladelse, tak for det
Artiklen er tidligere offentliggjort i Touring Nyt 2/2010
Den nye Ducati Desmosedici RR sportsmaskine er ikke den første V4 fra fabrikken i Bologna. Allerede i begyndelsen af 1960’erne forsøgte man sig nemlig med den store Ducati Apollo, et projekt udtænkt af Ducatis amerikanske importør, Joe Berliner. På det tidspunkt lå 85% af Ducatis marked på den anden side af Atlanten, så man lyttede til ham, da han mente Ducati kunne bryde ind på det amerikanske marked for politimaskiner.
I USA krævedes det, at en politi-mc skulle have 5×16” hjul og være på over 1200 cc, hvilket i praksis udelukkede andre mærker end Harley-Davidson. Selv om Ducatis største mc dengang var på bare 200 cc, blev Berliner og Ducatis ledelse enige om, at man kunne bygge en mere moderne maskine end H-D. Aftalen blev, at Berliner finansierede udviklingsomkostningerne for to prototyper og to ekstra motorer.
Ducati V4
Ducatis berømte ingeniør Fabio Taglioni konstruerede nu en 1256 cc stor V4 med separate cylindre, fire karburatorer, stødstænger og to ventiler pr. cylinder. Stemplerne i hhv. de forreste og bagerste cylindre bevægede sig op og ned sammen, lige som på en parallel twin, men pga. 90 grader vinklen til de andre cylindre, var der ingen nævneværdige vibrationer. Den 100 hk stærke motor havde elstart, 5-trins gearkasse (og var forberedt til en Sachs automatisk transmission), og fungerede som bærende element i stellet. En kraftig duplex kæde bragte de mange kræfter videre til baghjulet. Resten af maskinen var designet efter hvad man antog, var amerikansk smag. Billederne taler for sig selv.…
”Den styrer som en lastbil”, var én testkørers kommentar. Senere, da en anden testkører på autostradaen oplevede bagdækket blive flået i stykker ved høj hastighed, droslede man motoren ned til 80 hk. Lige lidt hjalp det, for den tids dæk kunne simpelthen ikke klare den store belastning. Så man droslede yderligere ned, nu til bare 65 hk. Det var bedre en H-D’s 55 hk, og med ca. 300 kg vægt var Apollo stadig lidt lettere en den amerikanske konkurrent.
Apollo på museum i Japan. foto: Kim Scholer
Den lavere ydelse forhindrede til gengæld, at Apollo kunne sælges som en sports-tourer, da BMW, Triumph m.fl. alle havde et væsentligt bedre vægt/hk forhold. Berliner havde derfor kun politi-markedet at satse på – og prisen på en Apollo ville være ca. det dobbelte af den konkurrerende H-D. Ducati fabrikken var meget afhængig af statslige subsidier, men da projektet nu så mindre lovende ud (og da kommunisterne stod stærkt i Bologna, hvor Ducati lå), afslog kristendemokraterne i Rom at hjælpe fabrikken med finansiering af de nødvendige værktøjer.
Apollo projektet døde, og maskinen Berliner havde brugt til demonstration for politichefer rundt omkring, blev sat til side i et lager i New Jersey. Den Apollo ejes nu af en japansk samler, som en overgang lånte den ud til Ducatis museum. Maskinen fik endda et kort comeback på Goodwood Festival of Speed i England, i 2002, men skal man se den i dag, må man altså en tur til Japan.
Fra det japanske museums katalog
Til gengæld blev v-konceptet fra Apollo motoren fem år senere brugt som basis for de 750 cc v-twins, hvis grundlæggende design nu i årtier har defineret Ducati. Som to små a propos’er, skal det nævnes, at ovennævnte Fabio Taglioni allerede i 1948 havde designet en lille 250 cc V4, som afslutning på sin ingeniør-uddannelse. Samt at han først i 80’erne stod for konstruktionen af ’Bipantah’, en 994 cc V4 baseret på to Ducati Pantah motorer. Men det er en anden historie.
Relaterede artikler: The Apollo – Alan Cathcart