Ducati 60 Sport – Ekspressen 36/95

Ducati’s motorcykelhistorie går tilbage til 1946, hvor Ducatifabrikken begyndte at producere små løse 4-takts motorer på 48 cc. Senere voksede de til 60 cc. I 1948 startede Ducati et samarbejde med Aero Caproni, et firma fra det nordøstlige Italien, som havde en del erfaring med produktion af stel og hjul. I 1949 var planerne færdige, og en lille motorcykel blev sat i produktion, Ducati 60 Sport. Desværre holdt samarbejdet ikke ret længe, for i maj 1950 opsagde Aero Caproni samarbejdet og startede deres egen motorcykel produktion.

Sådan en lille Ducati 60 Sport fra denne meget tidlige periode har jeg været så heldig af fingre i. Det hele startede i 1990, da jeg var til Vincent Træf i Melbylejren lidt nord for Frederiksværk. En af fællesturene gik til et lille knallert museum. Der var alt i knallerter, undtagen en Ducati. “Sådan en Ducati-knallert har du vel ikke”, spurgte jeg ejeren. “Nej,” sagde han, “men jeg kender én, der har”.

Da jeg spurgte, om jeg kunne komme til at se den, gik der lidt ringeri for at finde frem til manden, der i øvrigt havde masser af gamle motorcykler fra før krigen stående. Inde bag en masse gammelt jern kom der her en lille Ducati til syne. Motoren lå i en papkasse under filebænken, delvist adskilt, og der manglede noget til gearskiftet og et motordæksel. Men på trods af den lidt dårlige tilstand syntes jeg alligevel, at Ducati’en var så historisk interessant, at jeg ville forsøge at købe den. Men det var ikke sådan lige til. Den var i hvert fald ikke til salg, så jeg opgav næsten tanken igen.

Ved forskellige lejligheder, bl.a. på stumpemarked ved CITY 2, som afholdes forår og efterår, mødte jeg ejeren og kom med et lidt højt bud, syntes jeg da selv. Der gik så igen et helt år, uden at jeg nævnte mine planer til andre i klubben. Så en aften i starten af 1992 ringede ejeren og forklarede, at den Ducati fik han nok aldrig gjort i stand, så hvis jeg stadig ville købe den, var den til salg.

Jeg lånte en varevogn, og kørte til Frederiksværk og fik handlet. Efter hjemkomsten begyndte jeg forsigtigt at vaske støvog gammel olie af med lampeolie. Jeg vaskede motoren forsigtigt i petroleum, men alting sad fast, stemplet var rustet fast i cylinderen. Alligevel prøvede jeg om den kunne sidde på motorblokken. Jeg prøvede også, om motoren kunne sidde i stellet. Henning Andersen kom tilfældigt forbi og tog et par billeder; et af dem har tidligere været vist i Ekspressen.

Senere adskilte jeg motoren så meget, jeg kunne, og lagde stumpeme i nogle vandfade med petroleum. Efter at cylinderen havde ligget i badet i 3 måneder, fik jeg presset stemplet ud og honet rusten ud af cylinderen. Motorblokken blev renset af med “rens let” grydesvamp. Det var et værre svineri og foregik ude i skuret, hvor der normalt kun står havemøbler.

Jeg fik glasblæst topstykket og samtidigt gjort det i stand. Alle de rustne skruer og møtrikker lagde jeg i en kasse. Systematisk pudsede jeg rust af en ad gangen og sendte dem så til elektrogalvanisering sammen med det, der skulle forkromes.

Da stel, tank og skærme skulle males, ringede jeg til Peter Hansen, og han tilbød straks sin hjælp. Peter mente også, at han kunne rekonstruere transferen på tanken. Jeg sendte tanken over til ham, og vi snakkede frem og tilbage om transferen og farven. Peter mente, det var en ged med vinger, der var på tanken. Geden blev tegnet ind pa Kompans computer, og transferen blev sat på, efter at hele cyklen var blevet malet i en okseblodsrød farve.

Da jeg fik de malede dele tilbage, samlede jeg cyklen med nye hjullejer og nye bremser. Udstødningen blev lavet af Jacob Holm, og sadlen er lavet af en “sutsko”. Efterhånden fik jeg skruet knallerten helt sammen.